2017

Bølle-Bob Banen indvies i Hornum

 

Bølle-Bob blev som bekendt "født" i den lille himmerlandske by Hornum sidst i 1970'erne, og det har byen i flere år markeret på mange forskellige måder. Det kulminerede med indvielsen af et nyt stort legeområde med navnet "Bølle-Bob Banen".
Der var fest i byen. Kimbrergarden spillede, borgmesteren holdt tale, og 14 af de oprindelige piger i Hornum Koret sang nogle af de Bølle-Bob sange, som de gjorde udødelige for 40 år siden.
Gunnar Geertsen klippede den røde snor over, og bagefter fik han sit livs overraskelse, da det viste sig, at pladsen foran området blev navngivet "Gunnar Geertsens Plads".