2003

Bølle-Bob og Valde Underbid

De ni læse-let bøger i "Bølle-Bog"-serien er opdelt i tre sværhedsgrader - A, B og C - og kan læses af børn fra 8 års alderen. "Bølle-Bob og Valde Underbid" er i A-serien, og er således blandt de letteste at læse.

Der kommer et par rockere til byen. De vil finde Bølle-Bobs nye ven Leslie, som kommer fra storbyen, hvor han har vidnet imod en rocker. Leslie gemmer sig, og de fanger Bølle-Bob for at få ham til at afsløre, hvor Leslie er. Men Valde Underbid udtænker en snedig plan, som snyder rockerne og løser alle problemer.

Gunnar Geertsens tanke med disse bøger er den samme som med sangene i sin tid. En irritation over, at pædagogisk materiale ofte taler ned til børnene, for begynderlæseres begrebsverden er på et langt højere niveau end deres læsefærdighed. Derfor er bøgerne ikke "barnlige" i deres handling, kun i deres sprog, men de er konstrueret præcis som voksnes krimier.

Samtidig behandler de hver for sig et tema. Det er samfundsmæssige spørgsmål, som børn ikke plejer at få præsenteret i læse-let bøger, men som de sagtens kan forstå, når handlingen er spændende nok.